8 måneder med stor russisk obskurantisme

8 måneder med stor russisk obskurantisme

I dag har rashisterne en jubilæumsdato – 8 måneder med fuld aggression mod Ukraine, hvor de dræber, torturerer, røver, voldtager, voldtager og ødelægger byer. De fejrer jubilæet med glæde og er stolte over alle de krigsforbrydelser, de har begået, og “ingen kan stoppe det”.

Og de er slet ikke kede af, at de i denne periode har mistet næsten 70.000 soldater, mere end 5.000 kampkøretøjer, 3.000 kampvogne, 520 helikoptere/flyvemaskiner og endda 16 skibe.

Det er ikke trist, fordi de ikke rigtig tæller deres tab – for Rusland er der trods alt “ingen uacceptable tab for Rusland”, som en propagandist fra Kreml sagde.

Hvem bekymrer sig om, hvor mange soldater der døde der, hvis denne krig er som en gave fra himlen til imperiet – ud over muligheden for at tjene penge på udplyndring af militærbudgetter, at erobre nye territorier, nye slaver og ressourcer, er der også mulighed for at skaffe sig af med dem, der ikke passer til superstatens høje standarder af racemæssige, ideologiske eller religiøse grunde, og slippe af med overskuddet af den “budgetparasitære” lavere sociale klasse og kriminelle elementer?

Men “kolossen på lerfødder” stod over for en “uventet” stærk modstand fra ukrainerne, en “uventet” rigtig ukrainsk hær, en “uventet” stor støtte fra verdenssamfundet til Ukraine og en “uventet” svag og plyndret ukrainsk hær.

Ja, selvfølgelig – i begyndelsen havde imperiet stærke, veltrænede (om end fra gamle lærebøger) enheder med godt udstyr og med ret høj motivation. Men på grund af den øverste ledelses middelmådighed og undervurdering af den ukrainske hær samt manglende hensyntagen til lokalbefolkningens afvisning af besættelsestropperne – alle disse “elite”-enheder blev så at sige spildt og løb meget hurtigt ud. Hvem “hindrer” imperiets udvikling, hvem “truer” det med separatisme? Det er helt indlysende, at alle de “ugunstigt stillede” regioner skal renses for den aktive indfødte befolkning, og at de mere loyale over for centralregeringen skal bosættes i deres sted.

Sammen med tabet af kampklare tropper begyndte Kremls vasaller og marionetter at frygte deres svækkede suzerain, som har mistet al prestige, at forsvinde:

🔘 “utaknemmelig” for sin trone har den kasakhiske diktator Tokajev manøvreret mellem NATO og Kina og vist sin foragt for Moskva på alle mulige måder;

🔘 Tadsjikistans utroligt “frække” diktator beder om at behandle sit land som en ligeværdig partner og nægter samtidig at hjælpe i krigen, selv om han ifølge CSTO-papirerne skal det;

🔘 Armenien og Aserbajdsjan, hvis konflikt Kreml i årtier har støttet og forsøgt at udvikle i stigende grad, underskriver “pludselig”, straks ved Kremls svækkelse, en fredstraktat og anerkender gensidigt hinandens grænser, hvorved imperiet fratages endnu et indflydelsespunkt i Kaukasus og “flader” et stort våbenmarked i regionen ud.

Ud over alt det ovenstående har imperiet i disse 8 måneder formået at fortjene indførelse af et hidtil uset antal internationale sanktioner mod det i verdenshistorien, og samtidig at bringe hele verden til det “kogepunkt”, hvor forskellige lande begyndte at konkurrere med hinanden, ikke om hvem der ville “pacificere” Moskva i forhandlinger, men om hvem der ville levere våben til Ukraine mere og hurtigere.

Alle disse begivenheder kunne ikke undgå at påvirke selve imperiet. Der vokser gradvist oprørske kræfter i det – nogle ønsker et magtskifte, andre ønsker selve imperiets sammenbrud. Til sidst vil det føre til imperiets sammenbrud, men det er for tidligt – der er endnu ikke så mange ofre eller så stort et nederlag (i det mindste bevidstheden om nederlagets omfang), at størstedelen af imperiets befolkning vil begynde deres meningsløse og nådesløse oprør, hvor det er vigtigt ikke at gabe og lede de oprørske masser i den rigtige retning for at opløse denne fascistiske stat hurtigere.

Корреспондент

Skriv et svar